Søndag: Produktiv og tankefuld

Søndag: Produktiv og tankefuld

Jeg ELSKER søndag.
Jeg kan sove lidt længe, og stadig nå at få en masse ud af dagen, det er helt perfekt. 😊
I dag er ingen undtagelse,  jeg har været ude på lidt over en times PowerWalk, og det var simpelthen så skønt. Solen skinnede fra en skyfrihimmel, den kolde friske luft i ansigtet, der var flere aktiviteter i gang rundt omkring på stranden hvor jeg gik, og jeg mødte en masse glade ansigter på min vej – fordi søndag bare er en skøn dag!

Hurtig-løberne er på, når jeg er ude og PowerWalke, de er muligvis ikke så kønne i neon grønne, men det er de bedste løbe-/gå sko jeg nogensinde har haft – Nike Air Zoom Pegasus 33 #No-ad 😉

Jeg fik handlet ind til ugens morgenmads- og frokost-madpakker på hjemvejen. Når jeg prøver at holde styr på mit kalorieindtag, så er det altså bare en del nemmere at have sin egen madpakke med, frem for at bruge kantinen på mit arbejde, her kan jeg nemlig hurtig falde i og tage de lækre, men knap så sunde ting, og hurtigt får jeg også taget lidt for meget på tallerkenen, og det værste er jo, at jeg spiser det hele! – Har jeg sagt, at jeg er lidt af et madøre 😊

Da jeg kom hjem fra turen, fik jeg lavet madpakkerne klar til de næste 4 dage, og i denne uge står den på ÆggeMuffins til morgenmad og Kyllingsalater til frokost.

Nu har jeg så lige et par timer til at sidde foran computeren, hvilket jeg også er blevet ret så vild med. En ting er, at man kan tænke en masse tanker, men for mig virker det altså også ret befriende at få skrevet nogle af disse tanker ned.

I dag ude på min gåtur var mine tanker meget på mine forældre. De er fra en lidt ældre generation, hvor man bliver sammen i tykt og tyndt, og de kunne i sommers fejre deres 43 års bryllupsdag. Begge mine forældre er omkring 70 år, uuuhh det virker virkeligt gammelt, når jeg ser tallet, men de er faktisk super friske og holder sig vældig godt. De har dog helt klart spillet en rolle omkring, hvorfor jeg har valgt at blive insemineret nu og ikke vente 3 år mere, som jeg ellers først havde planlagt i mit hoved. Jeg vil jo rigtig gerne se mit barn vokse op med sin mormor og morfar, mens de stadig er friske nok til at kunne tage aktivt del i dagligdagen med leg, pasning, hygge osv.

Jeg har dog ikke valgt at indvie dem i mit projekt omkring insemineringen. Dette kan for nogen sikkert virke lidt underligt, men for mig føles det helt naturligt. Vi har det rigtig godt i vores familie og vi ses jævnligt, spiser middage og hygger, men vi har aldrig været en familie, der deler følelser og tanker som sådan. Jeg kender flere piger/kvinder der bruger især deres mor til at betro sig til, men det har jeg aldrig rigtig gjort, dette bruger jeg mine veninder til i stedet. Min mor og jeg er meget forskellige, og jeg minder helt sikkert mere om min far, derfor har jeg ofte haft det svært med at skulle dele noget med hende, for jeg kan godt føle, at hun ikke rigtig forstår mig. Det er helt okay, vi har jo et rigtig godt forhold ellers, og så bruger jeg som sagt bare mine veninder i stedet.

I aften skal jeg, min storebror, svigerinde og hendes herlige teenage søn hjem til en forsinket-Mortens aften hos de gamle – Mums hvor jeg glæder mig! 😊 Det bliver smadder hyggeligt, vi har alle haft lidt travlt på det sidste, så det er ved at være noget tid siden, at vi alle har været samlet.
Det er dog også en smule underligt, at skulle sidde der og ”gemme” på en så spændende og livsvigtig begivenhed, men jeg ved bare, at de vil have en smule svært ved at forstå det, og samtidig vil det give min mor de vildeste bekymringer, som man jo naturligvis får som mor. Jeg kan allerede høre hende for mig – Åh nej skat, en fremtid som alenemor, det bliver så frygteligt hårdt, kan du nu klare det?!! Og ja, hun har jo ret, det bliver vanvittigt hårdt, men det vilde er, at jeg er inderst inde er så sindssygt klar til det her, at jeg faktisk ikke bekymrer mig overhovedet! Dermed ikke sagt, at jeg ikke finder det skræmmende, for det gør jeg helt sikkert, det bliver jo en kæmpe omvæltning i mit liv, og ja jeg kommer til at stå med et gigantisk ansvar helt alene, men jeg bekymrer mig ikke, får jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg nok skal klare det her, også selvom det bliver ubeskriveligt hårdt. Heldigvis har jeg også et rigtig godt og stort netværk omkring mig, så helt alene bliver jeg jo nok ikke alligevel 😊

Bekymringer har hun nok af, det er vel en mors lod her i livet, men der er ingen grund til at give hende endnu noget at bekymre sig om, hun skal jo tids nok få det af vide, når jeg endelig bliver gravid, og så håber jeg at glæden over, at de skal være bedsteforældre overskygger alle deres bekymringer <3

Nu vil jeg smutte i et langt varmt bad, og så tage ud og have en dejlig aften med min familie.

Håber du har en ligeså skøn søndag som jeg.

Follow my blog with Bloglovin

Ventetid…. Og mere ventetid…

Ventetid…. Og mere ventetid…

Sjovt som nogen ting forandrer sig, når man går i gang med projekt Lav-en-Baby. For ikke særlig længe siden syntes jeg egentlig, at menstruation var en ikke særlig velkommen tilbagevendende begivenhed, som altid kom temmelig ubelejligt, og selvom der gik en måned imellem, så føltes det som alt alt for ofte, og det var squ bare ret irriterende! – Men nu er menstruation en helt anden sag. Først skulle jeg til egen læge og have lavet et tjek for celleforandringer, så der skulle jeg lige vente til, at jeg ikke havde menstruation, så skulle jeg have taget nogle blodprøver, som skulle tages på 2. eller 3. menstruationsdag, så ventede jeg på at få min menstruation, efter første besøg på fertilitetsklinikken, skulle jeg så igen vente til, at det kom igen, for så skulle der bestilles tid til skylning, som skulle ligge ca. midt imellem menstruation og ægløsning, og nu her efter skylningen skal jeg så igen vente på, at jeg får min næste menstruation for at finde ud af et tidspunkt til scanning af mine æg. Jeg føler mig konstant i vente-mode, men nu er menstruation nærmest blevet noget jeg glæder mig til kommer, for det betyder jo, at jeg rykker et skridt nærmere drømmen om at blive mor 😊

Ventetiden bliver dog brugt på en masse fornuftigt, jeg skulle jo gerne tabe nogle kilo inden jeg starter på selve insemineringen, og det betyder, at jeg bruger en del tid på at planlægge og tilberede sunde retter og madpakker, plus der skal planlægges, hvornår der kan presses en times motion ind hist og her i en ellers travl hverdag. Jeg synes faktisk, at det går over al forventning med at få smidt de kilo, men jeg bruger altså også ret meget tid på planlægning og udførsel. En hver der har prøvet at gå i gang med et mere seriøst forsøg på at tabe sig ved, at det er noget der optager meget af ens vågne timer, og det samme gælder selvfølgelig for mig. Heldigvis kan fokusset omkring vægttab bruges på at fjerne fokus fra, hvor utålmodig jeg i virkeligheden er. En måneds ventetid er virkelig lang tid, når man nu har truffet beslutningen og bare smadder gerne vil i gang.

Heldigvis har jeg et arbejde som jeg er glad for, og jeg har de aller bedste kollegaer man kunne ønske sig. Vi har temmelig travlt for tiden, så i 8 timer om dagen, kan jeg i det mindste lægge hele tankemylderet omkring projekt Lav-en-Baby og ventetiden lidt på hylden. Jeg har kun delt min ”hemmelighed” med en enkelt kollega, og kun fordi hun er lidt i samme situation som jeg selv, og fordi hun faktisk også er blevet en rigtig god veninde. Det er nu meget rart, at mit arbejde stadig kan føles lidt som et frirum uden fokus på, hvad der ellers fylder resten af min hverdag.

Udover vægttab og arbejde, bruger jeg rigtig meget tid sammen med mine veninder, og det er sjældent, at jeg har en aften for mig selv der hjemme, til trods for, at jeg faktisk nyder det ganske meget, når jeg endelig har det. Det er dog super dejligt, at jeg kan snakke med mine nærmeste veninder og venner om hele projektet, de støtter totalt op omkring det, og de synes også det er smadder spændende at følge med. Jeg har dog indtil videre kun fortalt nogle ganske få om dette blog-projekt, men de der ved det, og som allerede har læst lidt med, er helt på toppen over det, så jeg vil virkelig gerne prøve at få presset lidt flere hjemme-dage ind i min kalender, så der kan blive plads til lidt flere skriverier i løbet af ugen. 😊

Jeg håber virkelig, at de næste par uger kommer til at flyve af sted, for jeg vil bare rigtig gerne i gang. Der er jo ingen garanti for at insemineringen giver et positivt resultat, hverken første, anden eller tredje gang, og så skal jeg jo igen vente en måned for hver gang jeg skal forsøge igen – men den tid den sår. 😉

Follow my blog with Bloglovin

Skylning – Av for filan!

Skylning – Av for filan!

Nøj hvor har jeg bare været nervøs i dagene op til, at jeg skulle ind på fertilitetsklinikken og have skyllet mine æggeledere. Flere skriver på nettet, at det bare er en lille smerte, lidt ligesom menstruationssmerter, men desværre kender jeg to der er blevet skyllet, og de syntes det gjorde helt afsindigt ondt og det har selvfølgelig gjort, at jeg blev temmelig bange for det.

Udover at jeg var nervøs for skylningen, så var jeg nok endnu mere nervøs for vægtopfølgningen. Mig og den forbandede vægt, tænk at et lille digitalt tal kan virke så skræmmende. Jeg har seriøst knoklet, for at bevise, at jeg virkelig gerne vil det her, og jeg synes egentlig, at det har været forholdsvist nemt at holde igennem de sidste par uger, nok på grund af at min motivationsfaktor aldrig har været højere. Jeg har downloadet app’en MyFitnessPal, så jeg kan tracke hvor mange kalorier jeg indtager i løbet af dagen, og fordi det jo gerne skal gå lidt hurtigt, så har jeg prøvet at holde kalorieindtaget på omkring 1000 kcal dagligt. Dog har jeg givet mig selv lov til et lettere ædeflip fredag eller lørdag aften 😊

Udover at tracke kalorier, skulle jeg også gerne i gang med en form for cardio. Det sidste års tid har jeg kun dyrket yoga, og selvom det selvfølgelig er super skønt for krop, sind og sjælen, så er det desværre ikke noget der giver det store minus på vægten. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at løbe, men jeg synes det er en dejlig nem måde at dyrke motion på, bare ud af døren og så er du i gang, man skal ikke først pakke en taske, køre et sted hen, være der på bestemte tidspunkter osv. Derfor prøvede jeg at løbe min første tur efter et lille års tids pause. Ha ha føj hvor gik det dårligt, jeg havde virkelig ingen kondition, og efter kun 2 km krampede min læg helt vanvittigt, og jeg måtte stoppe op og gå. Jeg var virkelig tæt på at dreje ned af vejen der førte hjemad, men tænkte at nu var jeg endelig kommet ud af døren, så kunne jeg som et minimum gå en tur i et rask tempo. Det endte med at jeg PowerWalkede 7 km, og det var virkelig skønt. Jeg kunne holde et hurtigt tempo hele vejen, det gjorde ikke ondt nogen steder, jeg kunne stadig trække vejret, og der var oven i købet overskud til at få tænkt en masse tanker, så det var en virkelig god oplevelse, og det føltes virkelig som om, at jeg havde gjort noget rigtig sundt og godt for min krop og mit sind. Så det er jeg faktisk forsat med at gøre 4 gange om ugen med omkring en times varighed. Dette tracker jeg via app’en Endomondo, for det er sjovt at kunne følge med, om jeg gør det bedre gang for gang og fordi, at jeg kan se, at jeg faktisk taber næsten ligeså mange kalorier på dette, som hvis jeg løb.

Nååh men altså, jeg følte virkelig, at jeg havde gjort en indsats for at tabe mig, men til trods for det, så sagde min egen vægt, at jeg kun havde tabt mig 100 gr. pr. uge, og jeg var derfor en smule nedtrykt, da jeg 2,5 uge efter første besøg skulle op på klinikken igen.

Nervøs og nedtrykt mødte jeg op sammen med min svigerinde, hun er simpelthen så sød, at hun har lyst til at tage med og holde mig i hånden 😊 Jeg startede med, at skulle have lavet skylningen. Det var ikke den samme læge, som jeg havde været til samtale hos, og det var egentlig lidt ærgerligt, for den første læge havde været super rar og virkede yderst professionel, hvorimod ham her, var lidt smart i en fart og snakkede vildt hurtigt, så vi dårligt kunne følge med, men hans arbejde gjorde han ganske fint, og sygeplejersken som også var med, var helt utrolig sød og rigtig god til at berolige mig.

Av for filan, hvor gjorde det ondt, jeg havde fået besked på at tage smertestillende en time inden jeg kom, og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det havde føltes uden! Heldigvis var smerten kortvarig. Når katederet skal op og sidde, skal en lille bitte ballon pustes op, sådan at det ikke bare smutter ud igen, men det var da ballonen blev pustet op, at jeg følte en helt igennem frygtelig smerte, ligesom menstruationssmerter gange 1000, smerten var dog overstået på ganske få minutter, og jeg fik stor ros for at kontrollere det så fint – Halleluja for at have trænet åndedræts øvelser igennem min yoga træning! 😊 Nu kunne jeg så ligge og følge med på skærmen, at de sprøjtede væsken op i æggelederne, og de viste mig hvor fint det løb igennem. Det var nu heller ikke en særlig rar følelse at få sprøjtet op, men dog til at holde ud. Det var hurtigt overstået og alt så rigtig fint ud. Sjovt at man lige pludselig kan blive så glad over at få af vide, at ens underliv ser flot og klar ud, det er jo ikke ligefrem noget man har gået og spekuleret over før, men nu føles det bare virkelig betydningsfuldt.😊

Bagefter skulle jeg ind til en kort samtale, her fik vi styr på, at jeg får brug for en donor og mit valg er blevet, at det bliver en åben donor, hvilket betyder, at barnet kan kontakte sin far, når det fylder 18 år. Udover det har jeg valgt, at klinikken skal finde den perfekte donor til mig ud fra ganske få kriterier som er højde, vægt, hårfarve og øjenfarve. Jeg kunne også sagtens have valgt at finde min egen donor hos en sædbank, og det var da også sjovt at være inde og kigge på profilerne med babybilleder og beskrivelser osv., men jeg følte bare ikke rigtig, at det var det jeg havde brug for. Jeg vil jo bare rigtig gerne have et barn og være mor, og når faren alligevel ikke er en man ikke kender, så tror jeg ikke rigtig på, at det kan have nogen betydning om han er uddannet ingeniør og spiller skak i fritiden. Når alt kommer til alt, så bliver barnet nok mere formet af selve opdragelsen, og ikke af hvad en ukendt far har opnået med sit liv.

Til sidst skulle vi lave opfølgning på min vægt, hold nu op hvor var jeg nervøs, jeg rystede helt da jeg trådte op vægten, men tallet den viste, gav mig et kæmpe smil på læben. Det viste sig, at mit hårde arbejde virkelig havde betalt sig, for på 2,5 uge havde jeg tabt 3,2 kg. jeg sprang af vægten og omfavnede min svigerinde, hun var nærmest ligeså glad som jeg. Selv lægen synes, at det var ret godt arbejde. Vi aftalte at næste gang jeg har menstruation, og hvis jeg har tabt de sidste 1,9 kg., så skal jeg ringe til klinikken og bestille en tid til at komme i gang med selve forløbet til inseminering.

Jeg har ca. 3 uger til at tabe 1,9 kg, det kommer til at holde hårdt, men det skal nok lykkes. Det betyder nemlig, at jeg så får lov at blive insemineret i starten af december. Tænk en gang, der er ikke en gang en måned til, det er altså lidt skræmmende, men også helt vildt utroligt spændende.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin

Daddy to be… eller ej!

Daddy to be… eller ej!

Igennem de sidste 7 – 8 år har jeg ses med en mand on/off, vi har aldrig været kærester, og vi bliver det heller aldrig. Vores forhold er nok mere i den kategori, man nu om dage kalder Netflix & chill venner 😉 Jeg har selvfølgelig fået nogle følelser i klemme for længe siden, og så måtte vi stoppe med at ses, men vi vender alligevel tilbage til hinanden gang på gang. Jeg har haft 2 kærester undervejs og han har haft en enkelt, men uanset hvad, så finder vi altid hinanden igen, det er jo rart med hyggeligt selskab, når man er single.

Jeg har fuldt ud accepteret, at det aldrig bliver os, men jeg håber inderligt, at jeg får lov at beholde ham som en ven resten af mit liv, for han betyder virkelig noget særligt i mit hjerte. Manden er 10 år ældre end jeg og har ingen børn. Han lever virkelig ungkarle livet og har ikke et helt normalt 8 – 16 job, så der er dårligt plads til kærlighed, familie osv. i hans liv, sådan har det altid været, og det bliver det nok ved med.

Hen over sommeren har vi ses en hel del, vi snakker om alt og ingenting, men kærlighed og familieliv er emner vi holder os pænt fra, sikkert fordi det lidt føles som et tabu, fordi vi jo begge ved, at jeg har følelser for ham. Han har derfor intet vidst om, at jeg gik med disse tanker omkring insemination, og at jeg har et kæmpe ønske om at få et barn og blive mor.

Imens jeg har haft rigeligt at tænke på de sidste mange måneder, dukkede en ny tanke, eller rettere sagt ide op – Hvad nu hvis han måske kunne tænke sig at være donoren til mit barn og blive far??!

Ikke fordi at vi skulle være en lille familie eller noget, men simpelthen fordi, at jeg i bund og grund synes, at det ville være mest fair at give mit barn en far. En mand jeg jo holder virkelig meget af, og som jeg er sikker på ville blive en fantastisk far, om end han måske ikke ville kunne være der så meget. Jeg har heller ikke taget p-piller siden sidste sommer, og dette vidste han godt, men til trods for det, har vi ikke beskyttet os på noget tidspunkt, så det gjorde selvfølgelig også, at jeg tænkte, at tanken måske ikke var helt så skræmmende for ham.

Efter jeg selv havde brugt meget tid på at tænke på dette, var jeg nødt til at dele min ide med mine veninder og svigerinde. De synes, at det var en virkelig god ide, til trods for at vi alle regnede med, at han ville sige nej, men om ikke andet ville jeg få det ud af mit system, og slippe for senere hen at skulle gå og tænke ”Tænk nu hvis…”, og samtidig ville jeg også give ham muligheden for at blive far på hans helt egne præmisser.

Det skulle dog vise sig at være nemmere sagt end gjort, at få ham spurgt! Efter jeg var blevet enig med mig selv om at spørge ham, sås vi flere gange, og jeg prøvede virkelig at få det gjort, men det var umuligt for mig. Jeg fik det fysisk dårligt, og jeg var lige ved at tude flere gange imens han var der, men det opdagede han heldigvis ikke takket være Netflix 😊

Til sidst var jeg lidt presset på tid, for jeg havde allerede fået min første tid hos fertilitetsklinikken, og jeg skulle jo gerne kunne fortælle dem, om jeg havde en donor eller ej. Jeg var faktisk lige ved at gi’ op og droppe det, da en veninde spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare sendte ham en sms. Vi var selvfølgelig begge enige om at face-to-face ville være det mest modne og ansvarlige at gøre, men når det nu var fysisk umuligt for mig, så var det vel i bund og grund bare vigtigst, at jeg fik ham spurgt, og det havde hun selvfølgelig ret i. Efter vores snak tog jeg hjem om aftenen og skrev et udkast til sms’en. Jeg sendte det til en rigtig tæt veninde, som sjovt nok er kærester og har børn med hans bedste ven, så de kunne kigge den igennem sammen og sige, om det ville være helt langt ude, hvis jeg sendte den afsted. Det mente de heldigvis ikke. Jeg blev enig med mig selv om at sende den til ham dagen efter, så var det fredag, og hvis jeg nu fik et svar med det samme, kunne jeg bruge weekenden til at fordøje hele situationen.

Fredag kl. 15 sendte jeg beskeden afsted, shit hvor jeg rystede, jeg tog direkte hjem til min svigerinde og der blev drukket øl og røget cigaretter for at få styr på nerverne 😊 Her er hvad jeg skrev…

Kun et par timer senere svarede han, det var hverken helt godt eller helt skidt. Han skrev, at han faktisk havde besluttet, at han ikke skulle have børn, men at han jo virkelig kunne se, at det var noget, som jeg havde lagt mange tanker i, så det ville han også gøre for mig, og han skulle derfor nok vende tilbage når han var klar.

Puha, det var virkelig rart, at han kom med en respons så hurtigt, og jeg kunne jo sådan set ikke ønske mig mere, end at han virkelig bare tænkte det godt og grundigt igennem. Dagene gik, og et lille håb begyndte at spire. Når nu han faktisk havde afskrevet tanken om børn, så ville det vel kun tage så lang tid at tænke over det, hvis der var en reel chance for, at han ændrede mening – eller sådan overbeviste mit eget hoved mig i hvert fald om, at jeg havde en chance!

Der skulle gå to uger før jeg fik mit svar, og jeg var derfor nødt til at fortælle fertilitetsklinikken, at jeg først kunne give mit endelige svar om donor til vores næste samtale. Det er selvfølgelig ikke særlig lang tid at bruge på at tænke over sådan en vigtig beslutning, når man sidestiller det med, at jeg selv har tænkt tanken i ca. 4 – 5 år! – Men altså to uger er bare virkelig lang tid at vente på sådan et svar, det var ulideligt, men endelig skrev han.

Svaret blev desværre et rigtig pænt Nej tak.

Min verden brød sammen i samme sekund, det handler jo ikke kun om hans beslutning, der ligger selvfølgelig flere ting bag. Jeg blev oprigtig ked af, at muligheden for at give mit barn en far forsvandt, men samtidig var jeg også ked af, hvis jeg nu mister ham som en ven fordi hele situationen er lidt akavet, mit eget hoved spiller mig også et puds når jeg bliver ramt, og så tager min dårlige selvtillid og de negative tanker over. Det ramte mig virkelig dybt og jeg græd i flere dage i træk, og når der ikke var flere tårer tilbage, så gik jeg rundt som en af dem fra Walking Dead.

Det er små 3 uger siden, at jeg fik svaret, og det går bedre nu. Jeg kan stadig blive ramt ved tanken, men jeg prøver at se fremad, og så hjælper det selvfølgelig, at jeg havde en Mega optur ved mit andet besøg hos fertilitetsklinikken forleden dag, men det fortæller jeg nærmere om i næste indlæg… 😊

Til de nysgerrige, så har vi kun skrevet lidt sammen siden. Jeg har helt vildt meget lyst til at se ham, men jeg tør vidst ikke rigtig spørge. Tror jeg er en smule bange for at skulle blive afvist endnu en gang, det kan jeg næsten ikke bære, for som jeg skrev i starten, så håber jeg virkelig, at jeg får lov at beholde ham som en ven for altid. <3

Follow my blog with Bloglovin

Første besøg hos fertilitetsklinikken…

Første besøg hos fertilitetsklinikken…

Efter jeg havde taget beslutningen om, at jeg ville gå i gang med inseminationen til efterår/vinter, dukkede endnu et vigtigt valg op, nemlig hvor behandlingen skulle foregå ?

Hen over sommeren blev der brugt en del tid på at læse side op og side ned omkring insemination og fertilitetsbehandling, og jeg læste også op på hvilke gynækologer og fertilitetsklinikker der var i København – Thank God for Google😉

Jeg bor i indre København, så det var selvfølgelig nærliggende at finde et sted her i byen. Jeg brugte timer på diverse hjemmesider, det er jo vigtigt at finde et sted, hvor man føler sig tryg ved at skulle starte i behandling. Mit endelige valg blev Dansk Fertilitetsklinik, som ligger inde på Frederiksberg. Du kan tjekke deres hjemmeside ud på www.danfert.dk. For mig virkede det som et super professionelt sted, de har fået mange fine anmeldelser, de har en høj succes rate og så er beliggenheden nem at komme til og fra.

Da vi nåede september og min læge lagde henvisningen ud, kontaktede jeg Dansk Fertilitetsklinik, og vi havde en rigtig god snak om at skulle starte behandlingen op. Den søde klinikassistent sendte mig efter vores samtale et skema, som jeg skulle give til mine egen læge. Skemaet indeholdt de undersøgelser og blodprøver, jeg gerne skulle have lavet inden første samtale. Vi fik hurtigt lavet undersøgelserne, men blodprøverne måtte jeg vente lidt med at få lavet, en af prøverne skulle nemlig laves på 2. eller 3. menstruationsdag, og det var der desværre et stykke tid til. (Jeg bliver altså en smule utålmodig, når nu jeg har besluttet mig for at komme i gang) 😊

Da der omsider var styr på alle prøver og undersøgelser, og da jeg havde fået ok til, at alt så fint ud, ringede jeg og bestilte tiden til den første samtale på klinikken. Datoen blev d. 9. oktober 2017, nøj hvor var jeg spændt. Jeg fik tilsendt et langt spørgeskema, som jeg skulle udfylde og sende til dem i god tid inden dagen for mødet.

Skemaet indeholdt selvfølgelig en masse spørgsmål, såsom om jeg havde haft diverse sygdomme, om der var nogen arvelige sygdomme i familien osv., men der var også de helt basale spørgsmål som højde og vægt. iiiiihh altså det giver mig altid et lille stik i hjertet, når det skal handle om min vægt. Jeg har lige siden jeg var barn, været det man så moderne kalder en plussize pige, og jeg vidste godt, at dette måske var noget klinikken ville nævne. Jeg fik sendt skemaet af sted, dog lettere nedtrykt, da mit hoved nu kun kunne tænke på, om de måske ville afvise mig pga. min vægt. Vægt-Issuet har fyldt meget i mit liv, så de negative tanker tager desværre let over, når min vægt kommer i fokus.

Inden samtalen havde jeg inviteret min svigerinde med, da vi har det bedste svigerindeforhold man kan ønske sig. Hun er ligeså tæt som mine ældste veninder, og jeg deler alt med hende.  Hun har været med inde over dette ”projekt” fra starten og støtter totalt op omkring det. For mig er det rart at kunne tage hende med, så jeg ikke efterfølgende sidder alene med en masse ny information og oplysninger og er helt forvirret.

Endelig kom dagen, vi tog metroen der ind og kom i rigtig god tid. Klinikken havde en smadder hyggelig atmosfære og personalet var virkelig søde, lige som jeg havde forstillet mig. Samtalen skulle foregå sammen med klinikchefen Ursula, hun virkede meget professionel og forklarede mig det kommende forløb grundigt, hun svarede på vores spørgsmål og hun fortalte, at tallene fra min blodprøver var virkelig fine. Jeg skulle også have en gynækologisk undersøgelse, hvor hun skulle tjekke om min livmoder så fin ud, og her kunne jeg ligge og følge med på skærmen, hvor hun forklarede hvad det forskellige var. (Om jeg begriber hvordan læger læser de abstrakte ultralydsbilleder, det er jo helt sindssygt, at de kan det)😊

Da vi talte om sæddonor, fortalte jeg, at jeg måske selv havde en mand som skulle være donoren, men at han endnu ikke havde givet mig sit endelige svar. Derfor aftalte vi, at jeg til næste møde skulle have besluttet mig for, om det skulle være en sæddonor fra sædbanken, eller om jeg skulle have manden med. (Situationen omkring manden, hvordan jeg spurgte ham og hvad hans beslutning blev, får I lige i et andet indlæg, for det er et helt kapitel for sig) 😉

Til sidst kom det jeg havde frygtet, nemlig snakken om min vægt, den gik dog bedre end forventet. Jeg måtte fortælle hende, at vægten jeg havde skrevet i spørgeskemaet var et ca. tal, da jeg ikke har stået på en vægt i næsten 2 år, og jeg var derfor nødt til at træde op på hendes vægt – Shit det var nervepirrende! Vægten sagde 1,1 kg mere end hvad jeg havde skrevet, så det var da nogenlunde ramt. Hun fortalte mig, at fordi at staten betaler behandlingen, så har Sundhedsstyrelsen stillet nogle krav til rammerne for at få behandlingen, og et af kravene er, at man har et BMI på under 30. Mit ligger lige over, og hun var derfor nødt til at bede mig tabe 5,1 kg. før end at vi kan starte behandlingen. Jeg sagde, at jeg skulle bruge max 2 måneder til dette, og vi aftalte, at når jeg kom ind til næste møde, ville vi lave en opfølgning på vægten, for at se om jeg når det. Hvis jeg når det, betyder det nemlig, at jeg får lov til at starte insemineringen i starten af december, så det er bare om at komme i gang 🙂

Jeg fik udleveret en mappe med mine papirer og en del læsestof, og det sidste vi aftalte var, at jeg skulle kontakte klinikken igen på min næste 1. menstruationsdag, hvor jeg skulle aftale en tid til at få skyllet mine æggeledere.

Da vi gik der fra, var jeg smadder lettet og glad. Nu er jeg ligesom i gang og Hey 5,1 kg. er jo nærmest ingenting, det klarer jeg forhåbentlig nemt. Har tabt meget mere flere gange før, så jeg ved jo godt hvad der skal til, men dette er nok den aller største motivation jeg nogensinde har haft for at tabe mig, det betyder jo virkelig, om jeg får lov at få et barn eller ej!

Kampen mod kiloene er sat i gang, og hvordan det går med det, skal jeg selvfølgelig nok følge op på i næste indlæg.

Tak fordi du læste med.

Follow my blog with Bloglovin

Lad os starte ved begyndelsen…

Lad os starte ved begyndelsen…

Hej og tak fordi du læser med.

Lad mig starte ved begyndelsen. I de sidste 4 år har det været et kæmpe ønske for mig at få et barn og blive mor. De fleste af os drømmer jo nok om kernefamilien med en far, en mor og så et barn eller to, måske endda flere. Jeg var selv en af dem, der havde denne drøm – så hvordan endte jeg egentlig her, klar til insemination med sæddonor om forhåbentlig ikke så længe..?!

Jeg har været single i det meste af mit voksne liv, kun afbrudt af nogle få forhold der varede et års tid hver.  Oddsene for at jeg skulle finde drømmemanden og en kommende far til mit barn, så mildest talt dårlige ud, og jeg begyndte så småt at tænke over muligheden for at blive insemineret, dog som en mulighed der lå laaaaaaaaangt ude i fremtiden.

Da jeg begyndte at nærme mig min 30 års fødselsdag kunne jeg godt mærke en stres-faktor der pludselig blev altoverskyggende. Egentlig var jeg ligeglad med at fylde 30, det var som sådan ikke tallet der gik mig på, men tanken om at jeg snart var 30, ingen mand havde, intet håb om børn i den nærmeste fremtid, det var næsten ikke til at bære, for tænk hvis det blev for sent, vi kvinder har jo desværre en udløbsdato. Derfor besluttede jeg mig den gang for, at hvis jeg endnu ikke havde børn når vi gik ind i år 2020, så ville jeg blive insemineret og få et barn med mig selv. Dette hjalp for en stund, hver gang mit hoved panikkede, beroligede jeg mig selv ved tanken om, at jeg nok skulle blive mor en dag, også selv om jeg manglede en mand.

Som tiden gik voksede lysten til at få et barn. Det skete nok lidt i takt med, at de fleste af mine veninder har fået børn og nogen endda to.  I starten af 2017 brugte jeg stort set alle mine vågne timer på at tænke på børn, familie, fertilitetsbehandling osv., og det blev igen en stres-faktor, hvor jeg hverken kunne sove om natten eller koncentrere mig ordentligt om mit arbejde, fordi tankerne summede rundt i mit hoved konstant. Pludselig virkede år 2020 meget langt væk, og jeg kom på flere og flere grunde til måske at gå i gang noget før.  Mine tætteste veninder har hele tiden kendt til min plan, men da jeg indviede dem i, at jeg måske ville starte før, var de meget forstående og mente bestemt, at jeg burde gå i gang med det samme.  🙂

Vendepunktet blev dog en samtale jeg havde med min moster. En dag jeg var til middag hos hende, fortalte jeg hende mine planer om inseminationen, men dog at jeg ville vente et par år.  Jeg har forældre og familie der er lidt ældre end mine jævnaldrendes, og da min moster er fra en lidt ældre generation, var jeg egentlig en smule bange for om hun havde forståelse for mit ønske. Til min store overraskelse blev hun virkelig glad og som mine veninder, mente hun også, at jeg burde gå i gang snarest. Hun har selv været alenemor dog ikke selvvalgt, og hele aftenen brugte vi på at tale for og imod at blive mor alene. Hun er aldrig selv blevet farmor desværre, men har altid haft et stort ønske om dette, så hun forsikrede mig om, at hun ville blive verdens bedste bonus-mormor, og at hun nok skulle hjælpe mig ligeså meget hun overhovedet kunne. Da jeg tog hjem den aften, var jeg meget mere rolig omkring hele min plan, og endelig fik jeg en god nattesøvn igen.

Jeg var helt grøn på emnet omkring fertilitetsbehandling, og jeg havde ingen ide om hvordan eller hvor lang tid processen fra man beslutter sig, til det egentlig sker varer. Umiddelbart troede jeg, at det var noget der kunne tage flere måneder, og jeg havde også en forestilling om, at når man som enlig kvinde vil være mor alene, så ville ens læge sikkert kræve flere samtaler for at se, om man overhovedet er egnet, før man får en henvisning til en fertilitetsklinik. Det skulle dog vise sig at være helt anderledes.

I maj måned, dagen efter besøget hos min moster, bestilte jeg en tid hos lægen med overskriften “Snak om insemination”, en uges tid efter sad jeg der oppe. Jeg var helt vildt spændt, men også nervøs, for tænk hvis han ikke fandt mig egnet. Til min store lettelse, var det en meget hyggeligere og nemmere samtale end forventet. Han havde fuld forståelse for mit ønske, og sagde samtidig at min alder taget i betragtning, var det perfekt at starte nu, og han spurgte, om han skulle lægge en henvisning ud med det samme. Her gik jeg ærligt talt lidt i panik, godt nok havde jeg besluttet mig for at starte tidligere, men lige nu og her, virkede for mig meget uplanlagt, og jeg følte pludselig jeg havde nogle ting jeg lige skulle nå. Jeg sagde derfor, at jeg ville vende tilbage til efteråret, når alle mine sommerplaner var overstået.

Jeg brugte sommeren på at hygge mig og nyde min frihed, men der blev selvfølgelig også tænkt en hel del over den spændende fremtid jeg gik i møde. Selvom jeg virkelig inderligt ønsker mig et barn, så ved jeg også godt, at jeg vil være temmelig “bundet” det næste lange stykke tid, så det galt om at nyde hvert et øjeblik – og ja jeg indrømmer gerne, der er blevet drukket en del rosé hen over sommeren.  😉

Efteråret kom hurtigere end forventet og i starten af september skrev jeg endelig til min læge, at jeg var klar til, at han lagde henvisningen ud.

Og nu er jeg så her, planen er sat i værk, og jeg har allerede været til den første samtale hos fertilitetsklinikken, men det tænker jeg at skrive om i næste indlæg.  🙂

Tusind tak fordi du læste med, kig endelig forbi en anden dag.

Follow my blog with Bloglovin